4.–31. januar 2025

DØDISHULLER – kunstudstilling og koncerter

 

Maleri og Musik skabt i Mols Bjerge af kunstnertrioen:

Karina Asta Jensen, billedkunst

Vibe Ulbrandt, musik og kalligrafi

Niels Ulbrandt, musik

Dødishuller som inspiration

Det smukt formede landskab i Mols Bjerge består af utallige dødishuller. Udstillingen og de tilknyttede koncerter er i sin helhed især skabt med inspiration fra dødishullerne Helligkilde, Tinghulen og det mere skjulte ved Langemose.

Kunstnertrioen er optaget af at formidle naturens fortælling, der viser sig gennem geologiske landskabsformer, flora og fauna. Mols Bjerge viser store begivenheder der har formet jordskorpen, og rækker langt ud over vores egen levetid og kultur. De tre kunstnere samarbejder gennem forskellige visuelle og auditive udtryk, for at finde inspiration til hvordan vi kan lytte til, forstå og være en del af naturen. De har researchet, oplevet og arbejdet midt i den subtile skønhed og dynamik i dødishullerne, og omsat det i fortættet form til maleri, musik og poesi.

Koncerter

Ensemblet Toneregn: Som en del af udstillingen vil Vibe Ulbrandt og Niels Ulbrandt uropføre flere kompositioner ved koncerter i udstillingsperioden, inspireret af processen i Mols Bjerge.
Læs her mere om koncerterne.

Fernisering med gratis koncert
Lørdag 4. januar kl. 15.00

    Koncert med Toneregn + artist talk med kunstnertrio
    Lørdag 18. januar kl. 15.00
    Pris: 100 kr.

     

      Koncert med Toneregn + artist talk med kunstnertrio
      Lørdag 25. januar kl. 15.00
      Pris: 100 kr.

       

        Kunstnertrioen

        Kunstnertrioen har fået tildelt Europæisk Kulturbooster gennem Europæisk Kulturregion, et seks måneders strategiforløb der inkluderer en rejse. Forløbet med projektnavnet “Exploring Wilderness through Art”, har til formål at skabe nye europæiske samarbejder. Desuden har kunstnertrioen modtaget støtte til projektet fra Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund.

        Kunstnertrioen består af:

        Karina Asta Jensen:
        – Oliemalerier på lærred
        – Akvareller og blandform på håndlavet papir
        – Mobiler af naturmaterialer fundet i Mols Bjerge

        Vibe Ulbrandt:
        – Lydinstallation
        – Digte, kalligrafi på rispapir
        – Noder, kalligrafi på rispapir
        – Nattergalesang som kalligrafi-mobile
        – Koncerter

        Niels Ulbrandt:
        – Lydinstallation
        – Koncerter

        Om kunstnerne


        Karina Asta Jensen

        Skulptør og billedkunstner uddannet på Grafisk Skole Århus, Århus Kunstskole og Kunstskolen ved billedkunstner og skulptør Xenia Lassen. Karina har især arbejdet projektorienteret både som solokunstner og i forskellige samarbejder. Senest med solo-kunstprojektet ”Live Maleri ved Norddjurslands Kyster” hvor lokale og turister kunne følge med i plain-air malerievents i forskellige kystlandskaber på Djursland. Projektet modtog støtte fra Kulturministeriet, Norddjurs Kommune, Djurslands Turistforening, Business Djursland og lokale virksomheder gennem sponsorater.

        I kunstprojektet “Dødishuller – Maleri og Musik skabt i Mols Bjerge”  vil Karina vise hvordan istiden har formet landskabet. Dødishullerne Helligkilde og Tinghulen vil blive fortolket i store oliemalerier. Mindre malerier skildrer oplevelser fra naturen ved Langemose. Som en del af udstillingsinstallationen vil hun skabe stemningsgivende mobiler med naturmaterialer og akvareller/blandform på håndlavet papir som giver et indtryk af floraen på stederne.

        Blandt andre projekter og udstillinger som Karina har arbejdet med kan nævnes:  Duck Residence – “Nordens Lys” arrangeret af Kunstforum Viborg som modtog støtte fra Statens Kunstfond til projektet, Kunstnernes censurerede sommerudstilling i Tistrup, “Take away” Gruppeudstilling på Galleri Python v. Leif Sylvester, Destination Ukendt – en rejse i lyd og maleri, live improvisation-events med musiker og komponist Niels Vincentz.

        Karina er en del af kunstnerfællesskabet Kunstværkstederne Djursland som har til huse i Trustrup. Værkstedet holder løbende udstillinger og events, bl.a. udstilling og åbne værksteder som en del af KunstSpor.

        www.karinaastajensen.com

        Vibe Ulbrandt

        Musiker og komponist bosat i Norddjurs, uddannet cand.mag. ved Københavns Universitet i Musikvidenskab og Dansens æstetik og historie.
        Til denne udstilling har Vibes musikalske værker været inspireret af impressionisme og måden man skriver haiku-digte på. Hun udstiller også digte og noder, der i sig selv bliver et visuelt kunstværk gennem arbejdet med kalligrafi på rispapir. Noderne er som et stort vindue ind i udvalgte takter fra værket  “Nikkende Kobjælde” for cello og klaver, som bliver opført til en af koncerterne. Fuglestemmer fra Mols Bjerge indgår både i lydinstallation og som grafisk udtryk i en “kalligrafi-mobile”.

        Vibe har som komponist og musiker været primus motor for mange kunstneriske projekter på Djursland, og hun er meget engageret i det lokale kormiljø.
        I 2020 dannede hun ensemblet Toneregn i forbindelse med hendes komposition “Everyone is Falling Through”, som blev til en forestilling på The Garden Studio i Norddjurs. Opført med maleri og scenografi af billedkunstner Ulla Lundsgart, samt dans og koreografi af Mette Molich Rimestad.
        Toneregn medvirkede i korprojektet “Havsange fra Djursland”, hvor Vibe havde komponeret sange inspireret af Djurslands strand, hav og hede. Opført på Grobund i Ebeltoft i 2023, og på Ebeltoft Kystkultur Festival i 2024.
        I 2024 samarbejdede Toneregn med tekstildesigneren Sara Lystlund i projektet “Havfolk”, en anderledes koncert i Snedkeriet under Maltfabrikken. Vibe havde komponeret keltisk inspireret musik, og publikum blev inviteret til at danse cirkeldans i en tekstilinstallation.

        Medlem af KODA og komponistforeningen AUTOR.

        www.toneregn.dk

        Niels Ulbrandt

        Musiker og komponist bosat i Norddjurs, uddannet pianist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, med afgangsspeciale i elektronisk komposition.

        Niels er som komponist optaget af at afdække de skjulte strukturer, der findes overalt omkring os. Det kan være gennem elektronisk bearbejdning af reallyde optaget i naturen. Det kan også være en visuel struktur eller bevægelse, der inspirerer til lyd og klang.

        Niels er komponist og musiker i Toneregn. I 2021 opførte han sin komposition “Evolutions” for soloklaver på The Garden Studio i Norddjurs, i forbindelse med gruppeudstillingen “Ved Havet”.

        I korprojektet “Havsange fra Djursland” i 2023-24, havde Niels komponeret stemningsskabende præludier til Toneregn. I projektet “Havfolk” i 2024 i Snedkeriet på Maltfabrikken, opførte han til hver af de to koncerter en improvisatorisk komposition for klaver og laptop, hvor der indgik optagelser fra skoven.

        I 2019 lavede Niels musik og lyddesign til Nationalpark Mols Bjerges interaktive app “På oplevelsessti med de underjordiske”.

        Til aprilfestivalen i 2018 i Syddjurs, skrev og opførte Niels sammen med trommeslageren Per Kolling musikstykkerne “Sommer” og “Vinter” til danseoptræden, inspireret af Mols Bjerge.

        Medlem af KODA og komponistforeningen AUTOR.

        www.toneregn.dk

        TAK FOR STØTTEN