SAM – TID

Hybrid – afdelingen for form, flade og koncept på Århus Kunstakademis 4-årige uddannelse slår dørene op til udstillingen SAM-TID i Tinghuset, Ebeltoft.

SAM-TID er en udstilling, der forsøger at samle strømninger i nutiden set med to håndfulde kunststuderendes øjne, som anskuer bredt på tværs af alder og erfaring. Overordnet ligger det udstillerne på sinde, hvordan vi som mennesker forholder os til hinanden og verden. Det er igennem kunsten, at vigtige emner kan sættes til debat og udvide og udfordre vores virkelighedsforståelse.

De studerende arbejder med skulptur, keramik, installation, maleri, tegning og grafik bl.a. indenfor temaerne klima, natur/kultur, nærvær, sind, racisme, kønsidentitet og bæredygtighed. Afdelingens kendetegn er eksperiment, fordybelse og erfaringsudveksling af diverse teknikker, materialer og udtryk. Udstillerne er Vibeke Gøtzsche, Erik Hørning, Majbritt Birk, Lene Krogh, Annette Nielsen, Jette Rasmussen, Kenth Rose, Sofie Vang Ditlev, Alexandra Lundbergh, Linda Fuglsang, Ea Lund og Tina Seirup.

Tinghuset har i mange år været samlingsstedet for debat i et ønske om at bevare og udvide sammenhængskraften og samhørigheden mellem kunst, kultur og erhverv i lokalområdet. Nu udvider Tinghuset dets cirkler ved at invitere Hybridafdelingen fra Århus Kunstakademi til at udstille i perioden fra lørdag 11/2 2023 til søndag 19/2 2023 kl. 11-16.

Der er fernisering lørdag 11/2 2023 kl. 11-13, og derefter er udstillingen åben. 
Vel mødt!