Årets Kunstnere

Årets Kunstnere 2023 udstiller i 2024:
Annette Printz, keramik og Allan Rahbek, maleri

Årets første udstilling er Årets Kunstnere (valgt i 2023) 2. marts til 17. marts 2024 

Udstillingen har fernisering lørdag 2. marts kl. 11. Udstillingen varer til 17. marts og kan ses alle dage fra kl. 11-16.

Lyset i maleriet og dybden i leret

Ebeltoft Kunstforening præsenterer ”Årets Kunstnere”: maleren Allan Rahbek og pottemageren Annette Printz.

 Når Ebeltoft Kunstforening åbner sin sæson 2024 i Tinghuset, bliver det med udstillingen ”Årets Kunstnere”. Valg af årets billedkunstner og årets podiekunstner sker hvert år ved afstemning af de besøgende på sidste års påskeudstilling for medlemmer.
Kunstmaler Allan Rahbek og keramiker Annette Printz løb med titlen i 2023 og vandt dermed en udstilling i Tingsalene arrangeret af Ebeltoft Kunstforening.
Udstillingen har fernisering lørdag 2. marts kl. 11. Udstillingen varer til 17. marts og kan ses alle dage fra kl. 11-16.
Keramiker Annette Printz bor i Knebel, hvor hun har både værksted og butik. Hendes værker spænder fra skulpturer af mennesker til unika-fade og -krukker af stor alsidighed. Hun betegner sig selv som pottemager, og i år er det faktisk 47 år siden, at hun blev udlært som pottemager.  ”Allerede i 1979 var jeg etableret som selvstændig pottemager på Samsø, og siden hen er det gået slag i slag med skiftende bosteder og værksteder,” siger Annette Printz.
”Jeg elsker mit arbejde, og den mulighed jeg har for at skabe og forny mig i en uendelighed.”
For tiden arbejder hun med begitninger (lerfarver), som hun til dels køber færdige og dels indfarver selv.
”Det er fascinerende at se, hvordan man kan få liv og dybde i en ellers kedelig mættet begitning, ved at male begitningerne på emnet lag på lag. Først i sidste brænding kan man se det færdige resultat. Det, at man aldrig selv helt kan styre resultatet, gør det at åbne en ovn til en evig forventning og spænding,” siger Annette Printz.
For billedkunstner Allan Rahbek, der bor i Hornslet, handler det om at skildre det, han ser, i sine malerier.
Han fortæller, at det, der begejstrer ham ved at male, er forventningen til det næste billede, det han endnu ikke har set.
Et godt maleri er en emotionel fortælling. For mig er det mindre vigtigt, hvad et billede forestiller. Det interessante er spændingsfeltet imellem det sete og måden, hvorpå det bliver malet,” siger Allan Rahbek.
Han har forfulgt sin fascination af lys og form siden barndommen og har siden ledt højt og lavt for at forstå det visuelle sprog. I kunstbøger, på udstillinger, på croquis- og modelleringskurser, på kunstakademiet og i dialog med kunstnere fra hele verden. 
Allan Rahbeks motiver er typisk portræt, figur, landskab og opstillinger i olie og akvarel. Han finder sine landskaber ude, hvor de er, og maler helst foran motivet.”Portrættet er en særlig spændende udfordring, da det ud over den ydre lighed kræver en lighed udtrykt ved personens kropssprog,” siger han.