26. april –1. juni 2025

1. lange udstilling i Tingsalene

 

Else Elisabeth Andersen, billedkunst

Buller Hermansen, keramik

Bente Bo Jensen, kunstinstallation

Mette Elimar, billedkunst

 

Fernisering lørdag den 26. april kl. 11.00.

Else Elisabeth Andersen

Else Elisabeth Andersens malerier balancerer mellem det naturalistiske og det abstrakte. Det er urlandskaber, som skabes på lærredet og ikke en afbildning af et konkret sted eller udsigt. Der er ikke bygninger eller vegetation, der angiver en skala. Det er altså uberørt land, som giver beskueren mulighed for at gå på opdagelse og aflæse det i forhold til egne referencer. Finde sin egen historie i maleriets univers.

De udstillede malerier er alle udført i olie og tempera med spartel og pensel på hørlærred. Gennem årene har kunstneren udviklet sin metode og bygger langsomt, legende og eksperimenterende urlandskabet op lag på lag. Der bliver lagt på og skrabet væk. Transparente og silende eller pastose og næsten reliefagtige strøg blander sig på lærredet og efterhånden opstår stofligheder, som refererer til natur. Maleprocessen refererer således til naturens geologiske processer: aflejring og erosion.

www.elseelisabethandersen.dk

Buller Hermansen

Mit fulde navn er Inge Merete Buller Hermansen. Jeg har arbejdet med keramik i mange år. Mit fortsæt er LEG MED LERET.

Jeg arbejder både med brugsting, billedsprog og modellering. Det er fra naturen og dens rige materialer inspirationen kommer m.m.

Repræsenteret på b.la. Bornholms Kunstmuseum, Sønderjyllands Kunstmuseum, Keramik Museet CLAY, Danmarks Design Museum, Kunstmuseet Silkeborg Bad og Trapholt.

www.bullerhermansen.dk

Bente Bo Jensen

Er oprindelig uddannet tekstildesigner på Designskolen i Kolding med en overbygning på Gerrit Rietveld Kunstacademie i Amsterdam. Hun har senere taget moduler på friluftsvejlederuddannelsen på Karpenhøj Naturcenter, Ålborg Universitet og uddannet sig som naturterapeut hos VINATUR.

Hun arbejder i sit firma NATUREMOVES som kunstner, workshopholder og naturformidler. Er i alle aspekter i sit arbejde optaget af naturforbundethed, kreative processer med udgangspunkt i natur og i naturens iboende udviklingspotentiale.

Bentes speciale er at arbejde med en kreativ praksis, kreative processer som er meget lig med den måde, natur arbejder på.

Hun er af den opfattelse at vores planet, alt levende, vores egen trivsel har brug for at vi mennesker udvider vores forståelse af – og forbinder os mere med natur. Erkender at vi i vores oprindelighed også er natur. Skaber flere løsninger i synk med natur og udvikler mere sammenhæng.

Bente udstiller 10 fotos og 4 blækmalerier skabt i udgangspunktet: at være naturforbundet – en sanselig og nærværende kontakt til natur – i en bevægelse og udvikling med natur. Værkerne er en del af en serie på 24 fotos og 30 blækmalerier og er kendetegnet ved at være ret mørke, gemmer på urkræfter, liv, strukturer og sammenhæng… og måske nye løsninger.

www.naturemoves.dk
www.facebook.com/skabende

Mette Elimar 

Mine værker i udstillingen, tager alle sammen afsæt i mit ophold i Sverige i 2023. I oktober måned boede og arbejdede jeg i et lille rødt træhus i Kattvik. Lige der hvor Hallandsåsen møder havet.

Det blev en stor inspiration for mig. Så under arbejdstitlen “Hallandsåsen møder Havet”, har jeg de seneste mange måneder undersøgt motivet igen og igen fra flere vinkler og gennem forskellige kunstneriske teknikker og materialer. Både som maleri, grafik og flettede skulpturelle former, inspireret af de afrundede klipper.

Siden afgangen fra Det Jyske Kunstakademi i 1988, har jeg arbejdet med min kunst. I dag bor jeg i Bjergby på Mors.

Jeg er født i Nørresundby 1961. Da jeg var 17 år gammel, blev jeg for første gang, inviteret ind i et arbejdsfællesskab med kunstnere. Det var i forbindelse med croquisundervisning på Institut for Kunst og Kultur, som lå i en baggård på Vesterbro i Aalborg. Jeg fulgte undervisningen i nogle vintre, inden jeg blev optaget på Det Jyske Kunstakademi.

Den islandske forfatter Halldór Laxness skrev i romanen “Atomstationen” (1948) om et lille rødt træhus i Reykjavik. Her mødtes forskellige mennesker, hver med deres særlige kunstneriske talent. Huset blev grosted for spirende kunstnerisk udfoldelse. På samme måde har jeg det med Institut for Kunst og Kultur.

www.metteelimar.dk