16. august – 21. september 2025
3. lange udstilling i Tingsalene
Susanne Beck, billedkunst/skulptur
Vibeke Kassow, billedkunst/tekstil
Inge Lis Jørgensen, billedkunst
Morten Lykke, skulptur
Fernisering lørdag den 16. august kl. 11.00.
Susanne Beck
Billedkunst/skulptur
Susanne Beck er uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2021.
Hendes praksis handler om farve og form. Hun anvender geometriske former som byggeklodser for kompositioner af farver. Med kompositionerne undersøger hun, hvorledes farve og form gensidig synes at påvirke, udfordre og endda manipulere hinanden. Fælles for hendes værkproduktion er, at farverne er nøje afstemt med små gradbøjninger af nuancer med det sigte at udfordre, hvorledes vi ser og opfatter såvel farve som form. Susannes værker inviterer beskueren til at følge farvernes og formernes indbyrdes foranderlighed, hvor intet er absolut og alt er relativt.
Susanne arbejder primært med maleri og skulptur, og hendes foretrukne materialer er blyant og akryl, på papir, rå lærred og træ. Senest har også genbrugsmetaller fundet vej ind i hendes praksis.
At Susanne – forud for sin kunstneriske uddannelse – har en naturvidenskabelig baggrund præger i høj grad både hendes kunstneriske proces og hendes værkproduktion. Hun undersøger og udforsker – anvender nærmest en videnskabelig, systematisk arbejdsproces.
Det fremgår også af de ord som billedkunstner Camilla Nørgaard knyttede til en af Susannes tidligere udstillinger, nemlig:
”Geometri, mystik, enkelthed, akkuratesse, tid, videnskab og skønhed”.

Vibeke Kassow
Billedkunst/tekstil
Vibeke Kassow – er autodidakt kunstner. Hendes maling er stof, tråd, bånd, snor, lidt glimmer, måske en knap, og hendes pensel er en symaskine. Disse materialer har hun arbejdet med i mere end 20 år og skabt billeder/stofcollager, der er surrealistiske i udtrykket.
Mennesker, der skiller sig ud og pudseløjerligheder interesserer og inspirerer hende, og for Vibeke Kassow er en restekasse med tekstiler og afklippede bånd fyldt med gode historier, der venter på at blive syet op på et ”lærred”, som måske kan være et tidligere teatertæppe, et draperi mv.
Vibeke Kassows agt med sine billeder er at vende op og ned på vedtagne konventioner og udforske barndommen, det irrationelle og det mærkværdige. Hendes billeder er åbne for fortolkning, som et eventyr af H.C. Andersen, de er på en gang fantasifulde og muntre, men giver også beskueren et svirp, noget at tænke over.

Inge Lis Jørgensen
Billedkunst
Jeg maler akvarel og oliemaleri. Min inspiration finder jeg i naturoplevelser.
Naturen som den ydre natur, der kan ses og sanses. Naturen som er inde i os selv. Med lys og mørke. Bevægelse og stilstand. Liv og død.
Det er vigtigt for mig at holde en friskhed og et nærvær i mine billeder. Jeg ser mine billeder som en art musik uden ord: Rytmen, tonaliteten, kompositionen er vigtig. Jeg arbejder i et spændingsfelt mellem en ret stram formbevidsthed og en opmærksomhed på det spontant opståede.
Jeg forsøger at indfange det, der berører mig, og at formidle min oplevelse i et enkelt og klart formsprog.
Min arbejdsmetode:
Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med de landskaber, jeg tegner eller maler. Derfor arbejder jeg gerne direkte ude i landskabet. I atelieret bruger jeg det, jeg har set, når jeg maler ude, som materiale for videre abstraktion.
Jeg opsøger de steder, som tiltrækker mig. Vælger ud og forenkler indtil jeg synes, kompositionen er kraftfuld. Uanset om kraften ligger i stilheden eller i voldsomheden.

Morten Lykke
Skulptur
Morten Lykke (f.1967) er uddannet på Universitetet i Sørøst-Norge med en kandidatgrad i formgivning i 2019.
Både bronzeskulpturer og akrylinstallationer bærer præg af Morten Lykkes i ordets bedste forstand friktionsfrie tilgang til det kunstneriske arbejde: en idé opstår, de praktiske udfordringer løses, og projektet gennemføres med de variabler og usikkerhedsmomenter, som måtte opstå undervejs. Nogle gange bliver værket, som det var tænkt, andre gange bliver det til noget helt andet, men hver gang sker det på materialets og processens betingelser. Morten Lykke tvinger hverken materiale eller proces, han understøtter – friktionsfrit.
Kunstneriske fokusområder: Skulptur, installation, feltundersøgelser, fænomenologisk tilgang til det skabende arbejde, forholdet mellem kunstner og stedet, genanvendelse af materialer i kunstnerisk arbejde, æstetisk kommunikation

