Vi er så heldige, at ca. halvdelen af vores medlemmer er udøvende kunstnere. For disse medlemmer afholder kunstforeningen årligt tre udstillinger: Årets kunstnere, Påskeudstillingen og Efterårsudstillingen.
Påskeudstillingen er den udstilling, hvor gæsterne kårer ‘Årets kunstnere’, henholdsvis Årets billedkunstner og Årets podiekunstner. Vinderne hædres ved en fælles separatudstilling i Tinghuset det følgende år.
Efterårsudstillingen adskiller sig ved at være en temaudstilling. Hvert års tema offentliggøres senest på generalforsamlingen i marts måned.
Efterårsudstilling 2024
tema: LYSVÆLD
12. oktober – 27. oktober
Se her hvilke kunstnere i foreningen der deltager.
Her lidt om årets tema:
Lysvæld er et udtryk, der beskriver det lys, ofte et meget stærkt og overdådigt lys, der stråler, skinner, vælter, strømmer frem fra en lyskilde og gerne falder over et større område.
Lysvæld refererer ofte til noget metafysisk eller guddommeligt. For eksempel har den franske kunstner Henri Matisse benyttet farvede lysvæld fra stærkt stiliserede glasmalerier til at anskueliggøre det guddommeliges tilstedeværelse i vores verden. Og når man forlader denne verden, kan det opleves som at svæve bort i et lysvæld.
Lysvæld kan også være solens stråler, som danser gennem træernes kroner eller lyset, der bryder igennem skyerne. Smukke naturscenarier, vi alle kender.
Lysvæld har ofte en stærk betydning i Hammershøis billeder, hvor den statiske ro og de dæmpede farver/gråtoner forstyrres af lysvældets skrå anarki.
Lysvæld finder vi også i Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, hvor der i strofe fem står:
”Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o du milde Fader, min skaber, Gud”.
Hvad er lys?
Gennem hele den vestlige og kristne verdens historie har lyset været forbundet med det gode. Mens mørket er det onde. Men hvad er mørke andet end fraværet af lys? Mørket er ikke noget i sig selv. Det udspringer ikke af noget. Lyset derimod har en kilde: solen, en lampe, ”gud” eller …? Man kan jo også få en lys ide!
Naturvidenskabeligt er lys elektromagnetisk stråling (bølger). Den del vi mennesker kan se med øjet/hjernen kaldes synligt lys. Lys kan også betegnes som partikler, små enheder af energi, såkaldte fotoner. Lys kan næsten magisk beskrives som både partikler og bølger. Det fortæller kvantefysikken.
Særlige lysfotoner, som i udgangspunktet er “sammenflettet” med hinanden (entangled), vil fortsætte med at være forbundne uanset adskillelse og afstand. Bliver det ene af sådanne fotoner påvirket, det rammer fx din kind en sommermorgen, du står i solen, vil det andet også blive påvirket nøjagtigt samtidigt, selvom det måske fra Solen er på vej til Mars. Det gælder også, selvom de er 1000 lysår fra hinanden. De er som ét. Den indsigt fik tre kvantefysikere en nobelpris for i 2022. Og en sådan forbundethed med andre fotoner i universet vil disse fotoner også besidde i et lysvæld – og så er dette lys igen blevet næsten ”guddommeligt” – helt naturvidenskabeligt.
Ingen farver uden lys
Det er lyset, der skaber den farvestrålende verden, vi lever i. Farven på en ting er nemlig afhængig af det lys, som den reflekterer. Et grønt blad opsuger alle andre farver end grøn, mens det reflekterer den grønne farve. Derfor ser bladet grønt ud.
Lys har skabt mange ord:
lys, skin, skær, lysskær, lysglimt, lysfænomen, lyshav lysplet, lysprik, lysstribe, lysstråle, lysvæld, stråle, lyssøjle, lysspil, solstribe, solplet, solstrejf, solglimt lysindfald, indfald flammeskær, ildskær, glimt, blink, blinken, ildglimt, lynglimt, flash flimren, flimmer genskin, refleks, lysrefleks, genskær, genspejl, glanslys, stråleglans, klarhed lysforhold, lysmængde modlys, medlys, sidelys, ovenlys tvelys, halvlys, strejflys indirekte lys, sidelys …
Lyset er nu dit. Saml det til et lysvæld. Vi glæder os til at se det. Meld dig til.
Tilmeldingsblanket og yderligere info finder du her
Påskeudstilling 2024 – årets kunstner er valgt
ÅRETS KUNSTNERE 2024 BLEV PÅ PODIE: ASSE DUE (KERAMIK) OG PÅ VÆG: JUDITH POULSEN (BILLEDKUNST).
ÅRETS KUNSTNERE 2024 ER VALGT AF DE BESØGENDE PÅ UDSTILLINGEN, SOM DELTOG I DENNE AFSTEMNING.
EN VINDER BLANDT DEM SOM STEMTE, BLEV OGSÅ FUNDET. DET BLEV MARIANNE MELDGAARD. HUN VANDT EN KERAMIKVASE LAVET AF KERAMIKER ANNETTE PRINTZ, ÅRETS KUNSTNER 2023.
Asse Due, keramiker
Judith Poulsen, billedkunstner
Påskeudstilling for medlemmer 2024
Påskeudstilling for medlemmer 2024
23. marts – 7. april
Medlemskab
Ebeltoft Kunstforening har for tiden ca. 300 medlemmer, hvoraf godt halvdelen er udøvende kunstnere. Foreningen indkøber løbende værker fra årets udstillinger. Disse værker udloddes blandt foreningens medlemmer på den årlige generalforsamling.
Som medlem i Ebeltoft Kunstforening, har du flere fordele:
- du inviteres direkte til ferniseringer af udstillingerne i Tinghuset
- du har mulighed for at deltage medlemsudstillingerne
- du kan vinde kunstværker på den årlige generalforsamling
- du får efter et års medlemskab 10 pct. rabat på kunstkøb over kr. 1000
- du modtager foreningens nyhedsmails
- du bliver del af et varmt og kreativt fællesskab i Tinghuset
Indmeldelse kan ske ved at udfylde nedenstående formular eller ved at henvende dig til en af vagterne i Tinghuset.
Kontingent
Medlemskab går fra 1. januar til 31. december. Personligt medlemskab: 300 kr. pr. år. Kontingentet betales for et kalenderår ad gangen. Ved indmeldelse efter 1. august nedsættes kontingentet med 50 pct. for dette år. For at kunne deltage i lodtrækning om indkøbt kunst på forårets generalforsamling, skal man have betalt kontingent for det foregående år.
Indmeldelse
Indmeldelse kan ske ved at udfylde nedenstående indmeldelsesblanket eller ved henvendelse til en af vagterne i Tinghuset.
Indmeldelsesblanket
Når du udfylder blanketten, beder vi dig sætte kryds, hvis du er udøvende kunstner, og/eller hvis du ønsker at deltage som frivillig i en af Tinghusets mange aktiviteter.
Du skal ved indmeldelsen også tilkendegive, at du har læst og accepterer vores Persondatapolitik